Skip to main content
Tiimo app til smartwatch

Forældre bad om tech til ADHD-børn

En smartwatch-løsning til børn med ADHD er ved at få fodfæste på det danske marked. Den er udviklet efter ønske fra forældre, fortæller Helene Lassen Nørlem, der sammen med Melissa Azari har omsat et ITU-speciale til en tech-startup.

 

De to iværksættere rejser i øjeblikket rundt til skoler og kommuner for at introducere den ikon-baserede app Tiimo, som hjælper blandt andet børn med ADHD med at holde styr på deres hverdag.

 

Appen findes i øjeblikket kun til Android smartwatches, men IoS udgaven er på trapperne og lanceres i løbet af en måned.

 

Tiimo er blevet til på baggrund af stor interesse hos en gruppe forældre, der fungerede som testpersoner i et speciale om, hvordan tech kunne bidrage til inklusion i folkeskolen.

 

"Efter uddannelsen havde vi begge fået fuldtidsjob og var egentlig ikke indstillet på at fortsætte projektet. Men da forældrene vendte tilbage og blev ved med at spørge, hvornår vores app var klar, var det svært at lægge den på hylden," siger Helene Lassen Nørlem til TechTruster.

 

Med 2 mio. kr. i støtte fra Markedsmodningsfonden kom der gang i udviklingen. Tiimo har desuden fået midler fra Capnova og en række private investorer, blandt andet tidligere Viasat-direktør og stifter af Boxer TV, Steen Ulf Jensen, som har bidraget med cirka 500.000 kr.

 

På forkant

"Konceptet bag Tiimo er, at du altid har noget med dig, som i alle situationer sørger for, at du er på forkant. I dag hænger der måske en tavle på skolen og en tavle hos forældrene i køkkenet, men det giver ikke på samme måde barnet overblik over, hvad der skal ske i løbet af dagen," fortæller Helene Nørlem Lassen.

 

Forældre kan logge ind ind på en platform og selv designe en individuel tidsplan til barnet, der ved hjælp af små ikoner, beskeder og notifikationer bliver hjulpet til f ex at huske gymnastikstøjet, smøre madpakke, gå til sport og læse lektier.

 

Globalt marked

Appen har i dag cirka 200 brugere, der betaler 79 kroner om måneden for adgang til planlægnings-platformen. Strategien er, at Tiimo skal markedsføres i Danmark i starten af 2018. Derefter retter virksomheden øjnene mod det globale marked, hvor der i dag ikke findes helt tilsvarende løsninger.

 

"Tiimo bygger på, at børnene ikke skal have en speciel gadget men kunne bruge et almindeligt smartwatch. Det har været vigtigt for os ikke at stigmatisere brugerne i vores design og udvikling," siger Helene Nørlem Lassen.