Skip to main content
Unge vil dele data.

Især unge vil gerne dele sundhedsdata

Foto: Fitbit

Over halvdelen af den danske befolkning vil gerne dele data fra wearables med lægen men mange i gruppen af 40-59 årige er skeptiske, viser ny undersøgelse.

Det er IT-branchen, der har bedt analysefirmaet Nordstat om at spørge 1006 danskere, om de ville give lægen adgang til data fra apps, smartwatches og fitnessarmbånd.

Især unge mennesker, der er vokset op med at dele alt fra deres daglige tanker og humør til billeder af gåture og seneste måltid på sociale medier, vil gerne dele deres sundhedsdata med lægen, hvis det kan hjælpe på deres sundhed. Og det er en god og sund indstilling at have,” siger Freddy Lykke til IT-Branchens hjemmeside.

Han er formand for IT-Branchens sundheds-it udvalg og direktør i Sirenia.
 

Kan forebygge livsstilsygdomme

Over 62 procent af de 18-39-årige er enige eller delvist enige i, at de gerne vil dele sundhedsdata med deres læge, mens det samme kun gælder halvdelen af de 40-59 årige.

Det ligger ikke naturligt for den generation at dele sine data med andre, hvilket er en udfordring, da det netop er i den aldersgruppe, at mange livsstilsygdomme viser sig,” forklarer Freddy Lykke.

Han finder det ærgeligt at de store gevinster ved at dele data ikke bliver udnyttet, da de ville give en bedre og mere personaliseret forebyggelse for den enkelte.