Skip to main content

Sportsur med indbygget datakontrol

Simon Hania fra TomTom er en af Europas førende eksperter i beskyttelse af persondata. TechTruster mødte ham på en konference arrangeret af organisationen DataEthics.
 

Her fortalte Simon Hania, der er vicepræsident for databeskyttelse og datasikkerhed i den hollandske virksomhed TomTom, hvordan den har bygget persondata-sikkerhed ind i sin forretningsmodel. (vi beklager manglende danske tekster i videoen, red.)
 

Et af temaerne på konferencen var, at forbrugere i stigende grad er bekymrede for, at deres data bliver brugt til kommercielle formål og udnyttet af selskaber, som de ikke har kendskab til.
 

Hos mange wearables producenter afgiver man ejerskab til data om f ex aktivitet og søvn til gengæld for en gratis app og serverplads hos producenten. Det gør man ikke automatisk hos TomTom, som udover GPS-tjenester også er producent af et avanceret sportsur.
 

"Uret fungeret sådan, at du selv tænder og slukker for opsamlingen af data, som lagres på selve uret. Det er ikke obligatorisk at uploade dine data til vores site. Hvis du gør, bliver de lagt ind i et lukket rum, hvor kun du har adgang til data. Vi rører ikke informationerne, undtagen når vi viser dig statistikker over dine resultater," fortæller Simon Hania.
 

Ønsker du som bruger at kunne sammenligne dig med andre, er næste skridt at give TomTom adgang til dine at koble dine data med andres.
 

"Vi har oplevet, at denne trinvise metode opbygger tillid, fordi brugeren bevarer kontrollen. Vores forretningsmodel bygger på, at vi ikke får indtægter fra data men fra salg af selve produktet," siger Simon Hania.
 

Pas på data

Rådgiver i dataetik og medstifter af DataEthics, Pernille Tranberg, opfordrer brugere til at holde øje med, hvad deres data bliver brugt til.
 

"Pas på, når du klikker ja til ‘accepter betingelserne’ i apps, der opsamler sundhedsdata. Du risikerer, at dine data bliver solgt til kommercielle formål," siger hun.
 

Pernille Tranberg er selv omhyggelig med kun at lægge personlige data ind på devices, som har en overskuelig, tydelig og forståelig persondatapolitik. Har de ikke det, opretter hun fiktive profiler.
 

"Hvis betingelserne i appen fylder 50 sider, kan man være sikker på, at producenterne slører, at de vil bruge data til formål, som brugeren ikke har kontrol over," mener Pernille Tranberg.


Nye regler

25. maj 2018 træder en ny EU forordning om beskyttelse af persondata i kraft. Den stiller krav til producenterne om bedre og tydeligere kommunikation til brugerne, når det gælder opsamling og brug af persondata. TechTruster følger området løbende.

 

Opdatering 3.oktober 2017

TomTom har desværre besluttet at forlade wearables-markedet på grund af svigtende salg, skriver det amerikanske site Wareable.

"Det er virkelig en skam for virksomheden var en af de store spillere på wearables markedet og skabte nogle imponerende sports produkter," skriver Wareable.