Jeg er tidligere konkurrencesvømmer og har desuden brugt Fitbit Charge 4 som allround tracker til løb og gåture i Sydsverige.
Med den indbyggede GPS får du kort, distancer og tempo, der kan sammenlignes fra gang til gang. Displayet giver dog brugere med behov for briller udfordringer undervejs.
Den største nyskabelse i Fitbits nyeste fitnesstracker i Charge-serien er indbygget GPS, der fungerer uafhængigt af telefonen.
Efter turen kan du se på et kort i appen, hvor du har gået eller løbet. En lille løbetest med et Garmin Vivoactive 3 på den anden arm viser pæn enighed om distancen og pulsen.
Det kan være motiverende at få kort, distancer og tal for tempo til sammenligning fra gang til gang.
En gåtur langs strandkanten kan Fitbit Charge 4 dog godt finde på at tegne som en gåtur ude i vandet, når appen skal vise det. På en computer vises det meste af turen korrekt inde på land.
Funktioner
Efter turen er det let at se både, hvor man har løbet, og hvor hurtigt der er gået på hver kilometer. Der er også et diagram, som viser pulsen i løbet af hele strækningen og søjler, som viser, hvor lang tid, der er tilbragt med høj, middel og lav puls.
Pulsniveauet eller tempoet kan også lægges ind på kortet, så du ser, hvor på strækningen, du gav den gas.
Vi har valgt at teste fitnessarmbåndet på, hvordan det performer på en specifik aktivitet som svømning. Her viser det sig at være knap så velegnet til den, der gerne vil følge med i sin svømmetur.
Der er ikke så mange informationer, og de kan være svære at se i farten. Efter en træningstur i poolen får svømmeren ikke så meget andet at vide end distancen.
Charge 4 angiver pulszoner, men de skal tages med et vist forbehold, viser en håndholdt kontrol med en finger på halspulsåren og et øje på sekunduret i svømmehallen.
Unøjagtig pulsmåling
Vand kan let forstyrre det lys, som fitnessarmbåndet bruger til at registrere pulsen på armen. Fitnessarmbåndet kan godt finde på at vise en hvilepuls, som er højere end den aktuelle puls, hvad der ikke burde være muligt.
Bassinets længde kan ikke indstilles på selve trackeren. Det skal gøres i appen på telefonen, som de færreste har med ind i svømmehallen. Og det er ikke til at vide i forvejen, om personalet lige den dag har sat skillevæggen ned i 50 meter bassinet for at få to 25 meter bassiner.
Til gengæld kan Charge 4 godt tælle det rigtige antal længder, så man selv kan regne ud, hvor langt man har svømmet, selv om det er indstillet til et 50 meter bassin, som viser sig at være det halve.
Men det er ikke noget træningsur til den svømmer, der vil kende sine mellemtider og have noteret, hvor meget der var crawl og butterfly. 🙂
Badehætte-tricket
På grund af årstiden og havets temperatur er Charge 4 ikke testet i havet. Det kan være interessant at vide, hvor langt man har svømmet i havet, som ikke er delt op i baner.
Men ofte har fitnessarmbånd af denne type svært ved at holde GPS-forbindelse, når det kommer under vand. Et trick kan så være at have det oppe på hovedet under en badehætte, som ikke kommer under vand. Så kan længden af svømmeturen måles ret præcist, og dokumentationen er klar til ærlig pral.
Installation
Det tager lidt tid at få Charge 4 installeret, når det først er pakket ud af æsken. Du skal ikke tro, at du bare kan lade det op i en halv time og så se, hvad klokken er.
Du skal først installere app’en, som får trackeren i gang. Du skal angive en email-adresse og tillade brug af dine data.
Alternativt kan du oprette en særlig email til dette formål.
Et irritationsmoment ved Fitbit charge 4 er, at appen skriver svensk, hvis den installeres under et ophold i Sverige.
Jeg kunne ikke finde nogen måde at ændre sproget på. Fortæl gerne, hvis nogen finder den knap.
Som set før med den slags fitnessarmbånd, kan der være problemer med Bluetooth forbindelsen.
På min iPhone 6 s PLUS var jeg nødt til at “glemme” det, hver gang jeg ville have en ny forbindelse mellem wearable og telefon for at overføre data.
Efter “glem enhed” seancen gik det let at se sin tur på telefonen, som – indrømmet – har nogle år på bagen.
Registrering af køn er appen også ret frigjort overfor.
Denne anmelder registrerede sig som mand i overensstemmelse med egen opfattelse, almen lægefaglig vurdering og pas.
Alligevel skriver appen venligt, at konditionen er “udmærket for kvinder i din alder.”
Anvendelighed
Fitbit Charge 4 fylder og vejer ikke meget. Det er generelt en fordel.
Ulempen kommer, hvis man har bare lidt brille-behov eller vil læse puls eller distance under løb. Så er tallene ret små eller helt ulæselige uden briller.
Helt galt går det, hvis der også er sol på. Så kan du ikke læse noget på grund af reflekser mod den blanke skærm.
Fitnesstrackeren kan give besked om, hvornår du trænger til at røre dig fra dit stillesiddende arbejde.
Det giver point for alt aktivitet og stjerner hen over skærmen, når dagens mål er nået. Det er rart.
Andre features
Fitbit Charge 4 kan bruges som betalingsmiddel med pin kode, hvis man registrerer et kort. Det er ikke afprøvet i denne test. Det kan være værd at tjekke hos Fitbit, om netop din bank er med i ordningen. Mange banker er med men ikke alle.
Banker indgår flere smartwatch-aftalerwatchaftaler
Fitnessarmbåndet kan styre Spotify, hvis du har det på din telefon. Funktionen er ikke afprøvet i denne test. Der kan ikke ligge musik på selve Fitbit Charge 4.
Leave a Reply