Garmin Venu 2 Plus er ikke et dedikeret sportsur til elite-udøvere som mange af Garmins andre modeller. Det henvender sig til brugere med en almindelig aktiv livsstil, der dyrker sport og idræt for at holde sig sunde og raske i hverdagen.
Uret har dog samme avancerede sensorer som dyrere smartwatches. Det tracker alt fra puls til hjerterytme, blodets iltmætning, åndedrætsfrekvens, søvn og stress. Appen Garmin Connect organiserer data i nye typer af oversigter som Health Snapshot og Body Battery, som løbende anslår dit energiniveau.
Uret følger femtech-bølgen med features til menstruations- og graviditetstracking og giver dig guidede åndedrætsøvelser, der kan få pulsen ned.
Nye funktioner er telefonopkald fra håndleddet og indbygget adgang til virtuelle assistenter som Siri, Bixby (Samsungs virtuelle assistent) og Google Assistant. Begge funktioner kræver dog, at du har din telefon koblet på Bluetooth, og at den er i nærheden.
Et bjerg af data

Du får et bjerg af data serveret både på uret og i appen, hvor du kan personalisere dine indstillinger – helt ned til hvilke sko, du træner i!
Trods et par tekniske kiks havde jeg alt i alt gode oplevelser med Venu 2 Plus i testfasen.
Et af kiksene bestod i, at uret gentagne gange registrerede mit løb som skridt (så langsom er jeg heller ikke) og at GPS trackingen flere gange sluttede midt på ruten med det resultat, at kilometertællingen var upræcis.
Med på minus-siden talte også, at jeg havde svært ved at få Always on (at displayet lyser kontinuerligt) funktionen til at virke. Hvis du har samme problem er her en guide.
Design

Garmin Venu 2 Plus er et af de smartwatches, som ikke forsøger at skjule, hvad det er. Du får en wearable med en stor digital urskive, et tydeligt og klart AMOLED display og en masse farverige ikoner, der kraftigt signalerer tech.
Her er der ingen forsøg på at efterligne et diskret, analogt schweizer-design. Du sender et tydeligt signal om, at du er en person, der monitorerer dig selv.
Uret sælges udelukkende i en 43 mm-version, men da det kun vejer 64 gram, føles det trods størrelsen let og fleksibelt på håndleddet.
Urkassen fås i enten hvid, sort eller grå, og som med mange andre af Garmins wearables kan man selv sammensætte urkasse og remme i sin egen stil.
Navigation

Navigationen foregår med en kombination af tre knapper på højre side og med swipes på displayet.
En hurtig oversigt over dagens skridt, puls, stressniveau osv. får du f ex ved et hurtigt swipe fra fronten op eller ned.
Skal du ind i menuerne, kræver det forskellige grader af tryk på knapperne. Den midterste knap er indgangen til den virtuelle assistent, mens den øverste og nederste fører ind til henholdsvis aktiviteter og indstillinger.
Jeg havde i starten svært ved at komme tilbage til urvisningen på forsiden, men her er et tip – du skal afslutte en begyndt aktivitet med det lille flueben i bunden af displayet, før tilbageknappen fungerer.
Fordelingen af funktioner mellem knapper og swipes er ikke altid helt nem at gennemskue. Grundlæggende er der ikke andet at gøre end at afsætte god tid til at lære smartwatchet at kende, hvis du for alvor skal have gavn af alle funktioner.
Nogle gange måtte jeg selv have fat i Garmins online guide – og i enkelte tilfælde forklarende videoer på YouTube – for at nå i mål.
Funktioner og features
Pakken af features rummer ingen store nyskabelser. Garmin Venu 2 Plus sporer som andre nyere wearables automatisk, om du er i gang med at løbe, gå, svømme, cykle dyrke yoga eller andre aktiviteter.
En relativt ny feature er urets Health Snapshot. Ved at sidde stille og trykke konstant i to minutter på øverste højre knap, opnår du en score for puls, vejrtrækning (respiration rate) og HRV, Heart Rate Variability.

Puls er en velkendt størrelse, mens vejrtrækning er en af de nyere wearables-features, som blandt andet blev brugt i den amerikanske producent Whoops forsøg med corona-overvågning.
HRV, Heart Rate Variability (hjerterytme variation) er også en af de relativt nye målemetoder på smartwatches og en af dem, som kan være svær at forstå.
En intensiv søgning på nettet efter hvad en “normal” HRV er, gjorde mig ikke klogere. Der er enorme individuelle og aldersmæssige forskelle og en HRV kan påvirkes af mange faktorer, som kan være mere eller mindre alvorlige.
Konklusionen er egentlig, at man kontinuerligt skal måle sin HRV for at lede efter afvigelser, der kan indikere en helbredsrisiko. Så her er vi ved en af de features, hvor man som super almindelig hverdagsbruger stiller spørgsmålet: Hvad skal jeg med det?
Til gengæld har Garmin og andre producenter forbedret deres visning af data i de tilhørende apps, så man ikke bare får data men også tendenser og gode råd med på vejen, både når det gælder aktivitet og søvn.
Garmin gør også en del ud af belønninger. Jeg fik badges for selv den mindste indsats i form af korte gåture og åndedrætsøvelser.
Telefon og assistenter
Telefonsamtaler foregår via urets indbyggede mikrofron og højttaler, og lydkvaliteten er forbavsende god. Er du typen, der (som jeg) lægger din telefon et sted i huset og ikke lige kan høre/finde den, når den ringer, er denne nye feature en stor hjælp. Du får et tydeligt buzz på håndleddet og kan svare med det samme – eller lade være.
Et konstant tryk på den midterste knap leder ind til de virtuelle assistenter, i mit tilfælde Siri. Hun er hurtigt på og funktionen er nem at betjene. Jeg konstaterede, at jeg brugte den mere og mere som testdagene skred frem.
Der er noget fascinerende i at spørge sit håndled om befolkningstallet i Rusland (146.171.051 i 2021), eller hvem er der er premiereminister i Italien (Mario Draghi).
Jeg bruger sjældent Siri på min iPhone – men jeg brugte i stigende grad Siri på Garmin Venu 2 plus. Så producenterne er øjensynligt inde på noget af det rigtige.
Også muligheden for at indtale en hurtig sms og sende den via Siri virkede som en stor hjælp, når man er træt at sidde og fnidre med bogstaverne på en smartphone. Her er der virkelig bygget bro mellem fordelene ved talekommunikation og de hurtige beskeder.
Bæredygtighed
Garmin Venu 2 Plus er desværre ikke solcelledrevet. Det ville ellers være et af de store plusser, når det gælder bæredygtighed.
Som andre producenter fortæller Garmin meget om deres “commitment”, når det gælder om at udvikle klimavenlige løsninger og genbruge komponenter og materialer.
Virksomheden har også gennemført et forsøg med genanvendelse af materialer i USA, Storbritannien og Taiwan og angiveligt indsamlet 1950 tons materiale til genbrug. Men det halter lidt, når det gælder konkret information til brugerne.
Jeg fandt i pakken ingen oplysninger om, hvor jeg kunne få repareret uret eller aflevere det til genanvendelse. Så desværre kommer der ingen stjerner i denne anmeldelse til Garmin for at tage hensyn til klimaet.
Femtech
Garmin gør en del ud af at henvende sig direkte til kvindelige brugere, både i design og features. Producenten har dedikerede wearables til kvinder og var en af de første producenter til at introducere graviditetstracking. Graviditetstracking kræver, at du fra Garmin Connect IQ henter appen Kvinders helse-tracking.
Hvis du vil logge din menstruation og f ex have notifikationer, når den nærmer sig, eller når du er mest frugtbar, skal du starte med at registrere din cyklus i appen, ligesom du i forbindelse med graviditetstracking skal angive termin.
Hvis du overvejer at tracke super følsomme data om din krops biologiske rytme, er det en rigtig god ide at sætte sig ind i, hvordan du selv kan slette disse data og tjekke, hvordan Garmins datasikkerhedspolitik ser ud.
Find både den korte og den lange version af Garmins privatlivspolitik her.
Breathworks
Skal man virkelig bruge en wearable til at gennemføre en åndedrætsøvelse?
Svaret er sikkert forskelligt fra bruger til bruger. Garmin tager funktionen ret alvorligt og tilbyder fire åndedrætsteknikker på Venu 2 Plus. Flere af dem kræver tålmodighed og koncentration, men genvinsten er så til gengæld, at du kommer i ro.
Min egen erfaring er, at du bliver mindre afhængig af uret, når først wearablen har lært dig teknikkerne. Så kan du gennemføre øvelserne i alle mulige situationer – f ex når du står og stresser i en kø eller hænger fast i en trafikprop.
Garmin Venu 2 Plus: Udvalgte specifikationer
- Adgang til Spotify og Deezer og mulighed for at downloade op til 650 sange
- Garmin Pay
- 9 dages batteritid
- Always-on funktion
- Vandtæt ned til 50 meter.
- GPS
Følg os på sociale medier