Anmeldelse: Samsung Galaxy Watch 3 får point for design – men ikke batteri

Samsung Galaxy Watch 3 anses med rette for et af flagskibene indenfor smartwatches. En drejbar urskive åbner for masser af funktioner. Men batteritiden trækker ned i den samlede vurdering. Og features som menstruationstracking fungerer ikke med iPhone.

Galaxy Watch 3
Samsung

For en anmelder, der normalt er mest til enkle, diskrete og smalle wearables, er Samsungs Galaxy Watch 3 ikke en device, der står øverst på hitlisten.

Men denne gang er jeg tæt på at ændre holdning. Galaxy Watch 3 har udover sit velfungerende AMOLED (det står for Active Matrix Organic Light Emitting Diodes) display mange gode og praktiske features. Det vil utvivlsomt appellere til brugere, der både vil kunne tracke sundhedsdata og have adgang til avancerede tekniske features.

Jeg har testet uret op mod en iPhone, og det viser sig ikke at være det bedste udgangspunkt, da dette smartwatch tydeligvis retter sig mest mod Samsung telefoner eller andre smartphones med styresystemet Android.

Alt i alt var brugeroplevelsen dog fin og ind imellem overraskende. F ex har jeg aldrig før prøvet at skrive et notat med fingeren på en urskive og fået oversat mine kragetæer til læsbar tekst!

Apps og installation

For at installere uret skal du downloade appen Galaxy Watch, og skal du have oversigter og statistikker over sundhedsdata, søvn og aktivitet på din telefon, kræver det download af appen Samsung Health. Uret spiller desuden sammen med nogle få eksterne apps.

Selve installationen forløb uden problemer, og urets oplader er et godt bekendtskab. Galaxy Watch 3 smides bare på en flad, magnetisk skive og skal ikke vrides eller hakkes på plads i et oplader-aggregat.

App-designet hos Samsung er en smule kedeligt, men måske er det kun i iPhone-versionen? Meget forvirrende er det, at navnene på appen er forskellige alt efter smartphone: Samsung Galaxy Wearable i Google Play og Samsung Galaxy Watch i App store.

Færre taps og swipes

Galaxy Watch 3’s runde form vil sikkert tiltale dem, der leder efter et alternativ til konkurrenternes firkantede modeller. Du kan vælge mellem en række urskive-designs i både klassiske og farveglade versioner.

Uret fås i to størrelser: 41 mm og 45 mm. Jeg har testet den store 45 mm udgave, som sidder fint på et kvindehåndled. Begge versioner fås i farverne Mystic Black, Mystic Silver og Mystic Bronze.

Der, hvor uret for alvor rykker fra sine konkurrenter, er med den roterende urskive. Det føles umiddelbart godt, at jeg ikke behøver at tappe og swipe men kan komme frem igennem menuerne ved helt fysisk at dreje rundt på en ring. Det virker gammeldags – og rart.

Uret har visere, der kan sættes til at lyse konstant, og displayet aflæses tydeligt også i solskin. Galaxy Watch 3 kan derfor – i teorien – bruges som et analogt ur både inde og ude. Men at have tændt for urviserne koster på batteritiden – som i forvejen er et svagt punkt – så erstatte et traditionelt ur kan det ikke, med mindre du er indstillet på at lade det op hver nat.

Samsung angiver en batteritid på to dage, og det er i overkanten, hvis du har uret på hele tiden. Her er der klart plads til forbedringer, hvis det for alvor skal slå igennem som en følgesvend i hverdagen.

Ikonerne på uret er let aflæselige og generelt forståelige, og det store display giver plads til, at man kan se notifikationer om f ex beskeder, telefonopkald, nyheder eller podcasts uden problemer.

Galaxy Watch 3 er ikke et, man gemmer væk under trøjeærmet – det skal ses og kunne ses. Men størrelsen har også en pris. Jeg var f ex ikke særlig tilbøjelig til at tage det på om natten for at måle søvndata.

Det føles simpelthen for stort, når man putter sig ned under dynen, og jeg oplevede, at jeg tog det af i søvne. Derfor kan jeg ikke troværdigt fortælle om kvaliteten af søvnmålingen.

Helbred og aktivitet – men ikke menstruation

Mange wearables producenter udvikler features, der retter sig specielt mod kvinder. Det reklamerer Samsung også med. Derfor er første trin ind i Galaxy Watch 3’s sundhedsunivers en skuffelse. Når man drejer skiven, kommer man blandt andet til den widget, som hedder Kvinders helbred. Men så stopper festen.

Hos Samsung er det nemlig øjensynligt kun brugere af Android-telefoner, som har menstruation. Logningen af data fungerer ikke på iPhone. Og det er ærgerligt.

Har uret andre features, der giver mening særligt for kvinder? Egentlig ikke. Men generelt er Galaxy Watch 3 lidt af en overflødighedshorn, hvor alle køn og aldre burde kunne finde en brugerflade, der dur.

Det kan du bruge uret til under træning:

Uret finder selv ud af, hvilken form for aktivitet du har gang i. Listen rummer udover skridt og løb i alt 40 sportsgrene som langrend, kanosejlads, pilates, rugby, rulleskøjteløb, selskabsdans og yoga og mange flere. Du behøver ikke foretaget dig andet end at snøre løbeskoene eller sætte dig op på cyklen.

Anmeldelse Samsung Galaxy Watch 3

Jeg har testet urets autotracking på løb, gang og cykling, og her virker funktionen upåklageligt. Desværre har jeg ikke pga. af corona-restriktioner kunnet bruge wearablen i svømmehallen eller fitnesscenter.

Du kan på uret se seneste data om tid, puls og kalorier. Uret giver dig også adgang til en løbecoach, der med en stemme guider dig igennem opvarmning og løb.

Du kan også som på andre wearables kontrollere dine spillelister og musiktjenesten Spotify fra håndleddet. Uret har en faldalarm , som sender besked til udvalgte kontakter, hvis du f ex er faldet i skoven og har brug for hjælp.

Men – og her kommer næste hurdle: Menuen i displayet giver ikke adgang til features som måling af iltindholdet i blodet (SpO) og fald-alarm, som amerikanske anmeldere fremhæver i deres tests.

Det kan du bruge uret til, når du slapper af:

Mindfulness og meditationsøvelser er stille og roligt krøbet ind i listen over features på nyere wearables, og Galaxy Watch 3 er ingen undtagelse. Med i pakken af widgets på uret ligger en åndedrætsøvelse, som angiveligt kan forebygge stress.

Anmeldelse Galaxy Watch 3

Den er ikke helt så intuitiv som f ex Fitbit’s, og det virker ikke som en feature, som Samsung har kælet for. Men den er der.

Du kan også tjekke din hjerterytme over tid og se, hvornår på dagen – og hvilke begivenheder – der får dit hjerte til at slå hurtigere og dermed bliver opmærksom på eventuelle stressfaktorer.

Det kan du bruge uret til, når du arbejder:

Det kræver lidt tid at tjekke sig igennem alle de værktøjer, som kan bruges i hverdagen, men det kan godt betale sig. Nogle af de oplagte hjælpemidler er diktafonen og reminderen, som omdanner dine finger-skrevne noter på skærmen til tekst, der kan læses og registreres som en påmindelse.

Uret har kalender og verdensur, som kan være praktisk for dem der – snart igen – rejser kloden rundt eller har familie og venner i udlandet. Galaxy Watch 3 kan konfigureres til Outlook, hvis den parrede telefon også er det. Og endelig kan du angiveligt styre dine præsentationer fra håndleddet. Det lykkedes dog ikke for mig at aktivere denne funktion, hverken til PowerPoint eller Keynote.

Uret kan kobles via Bluetooth til din telefon, og du både ringe op og besvare opkalde fra håndleddet – så længe du er indenfor Bluetooth rækkevidde.

Det kan virke som en overflødig funktion men er det faktisk ikke. Det kan af mange grunde være rart at lægge telefonen væk, mens man arbejder eller dyrker sin hobby – og samtidig være sikker på at modtage opkald.

Mål blodtryk – hvis du kan

TechTruster har tidligere skrevet, at Samsung Galaxy Watch 3 er den første wearable, som giver dig mulighed for løbende at monitorere dit blodtryk og lave et EKG, elektrokardiogram.

Samsung smartwatch kan nu måle dit blodtryk

Men det er ikke lykkedes for mig at finde frem til disse funktioner hverken på uret eller i appen. Jeg kan se på brugeranmeldelser, at andre har haft samme problem som jeg.

Måske skyldes det, at de to målinger ikke fungerer med iPhone? Eller at funktionen først for nyligt er godkendt af lægemiddelmyndighederne i EU? Hvis du er en af dem, der har set frem til at kunne måle dit blodtryk via Samsung Galaxy Watch 3, er her en video om, hvordan det fungerer – hvis det gør:

Ellers må du trøste dig med, at Fitbit arbejder på at udviklet blodtryksmåling til sit nye smartwatch Fitbit Sense.

Translate