Samsung Galaxy Watch er en smuk wearable i et godt design, og det virker også som kram. Men man bliver som bruger i alt for mange situationer usikker på, hvordan man indstiller de forskellige funktioner. Det er ærgerligt – for uret har et godt potentiale.
Tech-udviklere glemmer, at helt almindelige brugere nemt og ubesværet skal kunne finde rundt i funktioner og features. Jo flere features, jo større behov for vejledning og hjælp. Det er Samsung Galaxy Watch et eksempel på, konkluderer vores anmelder.
“Jeg føler mig meget underinformeret,” lyder den overordnede konklusion fra Julie Ring-Hansen Holt, der har testet den seneste udgave af Samsungs smartwatch for TechTruster.
Julie får motion i det daglige ved at cykle på arbejde og dyrke fitness, motion og boksning i sin fritid. Hun har i 14 dage brugt uret til at måle sin daglige aktivitet og sin søvn.
Her er hendes bedømmelse:
Design og Display
“Jeg kan godt lide, at uret er rundt, for det betyder, at jeg ville bruge det som erstatning for et ur – og jeg synes. bedst om runde ure. Designet er godt nok til, at man ikke behøver være flov over at have et træningsur siddende på håndleddet, og der er mange skiver at vælge imellem. Jeg kan også godt lide, at man kan skifte mellem forskellige typer af urremme.
Men når det gælder funktionaliteten, gør den runde brugerflade det faktisk lidt svært at navigere – sværere end hvis det var firkantet.
Hvis man er vant til at finde rundt i sine apps på en firkantet smartphone, kan det cirkelformede display på uret opleves forvirrende. Det virker ikke 100 procent intuitivt.”
Funktioner
“Det var smart at jeg kunne følge Instagram og forskellige nyhedsapps på uret – det sparede mig for en del tid, fordi jeg ikke behøvede at finde telefonen frem for at tjekke opdateringer.
I starten virkede logningen upåklageligt – uret gik f ex selv i gang med at logge cykling eller gang, uden at jeg behøvede at indstille det til de enkelte aktiviteter.
Jeg kunne også se beskeder og tage telefonen på uret i de første dage – men af en eller anden grund stoppede en række af de funktioner, som virkede i starten. Måske skal man have en Samsung smartphone for at det fungerer. (Julie har iPhone, red.).
Det loggede også kun de første par nætters søvn automatisk. Jeg ved ikke, om jeg har manglet en indstilling men fik ingen vejledning, hverken i manualen eller på uret. Jeg brugte en del tid på at finde ind i de enkelte kategorier.
Til gengæld har de data, som uret har logget, været rigtige, når jeg har sammenlignet med de andre målere, jeg brugte i samme periode.”
Anvendelighed
“Udvalget af aktiviteter er stort, men jeg kunne godt have tænkt mig, at man samlet kunne logge decideret styrketræning og ikke kun konditionstræning, og at man kunne indstille det til enten høj-intens eller lav-intens træning.”
Ydeevne
“Batteritiden havde jeg ikke problemer med. Men til gengæld gik skærmen i sort efter få sekunder, når jeg forsøgte at bruge smartwatchet som almindeligt ur. Det virker lidt fjollet, at man skal aktivere uret for at se, hvad klokken er – og ekstra besværligt, når man er på vej på cykel med vanter på! Og igen – jeg fandt ikke ud af, hvordan jeg skulle indstille ur-displayet rigtigt.
Samlet bedømmelse:
“Designmæssigt vellykket med mange gode funktioner. Men uret fungerede ustabilt, og jeg ved ikke, om det var mig, der ikke havde indstillet det rigtigt.
Hvis Samsung skal have fat i en iPhone bruger om mig, skal de forbedre brugerfladen en del. Helt overordnet kommer jeg aldrig til at vælge et smartwatch, før det gør mig helt fri af min telefon!”
Udvalgte specifikationer:
Samsung Galaxy Watch fås tre forskellige modeller og to størrelser, 42 mm (Midnight Black, Rose Gold) eller 46 mm (Silver). Alle har Bluetooth og 4G-funktionalitet.
Smartwatchet har en
- vandtæthed på 50 meter
- indbygget pulsmåler og GPS
- mulighed for eSIM-teknologi (elektronisk indbygget SIM-kort), så man kan tage imod opkald, læse notifikationer og sende beskeder uden at tage mobilen frem
- logning af mange forskellige aktiviteter, se listen her
- batteritid på 3-4 dage (afhængig af om man bruger always-on funktion til konstant lys i skærmen)
Pris:
ca. DKK 2500
Leave a Reply