Apple Watch med endnu mere sundhedsmåling

Apple har for længst spottet det voksende markedet for digital helbredstracking. Apple Watch Series 6 er ingen undtagelse.

Apple Watch
Foto: Apple

Uret måler ved hjælp af nye sensorer og dioder iltmætningen i blodet, SpO2. Målingen indikerer hvor godt ilt transporteres rundt i kroppen. Det foregår ved, at dioderne opsamler det lys, der reflekteres fra blodet.

Data indgår i en avanceret algoritme i appen, som er designet til at måle ilthold mellem 70 og 100 procent.

Ifølge Apple er målingerne relevante i forbindelse med sygdomme som astma og hjertelidelser. Senest har corona-opsporing føjet sig til listen. Ændringer i blodets iltmætning kan være forvarsel om Covid-19 smitte.

20 sekunder ved håndvasken

I samme boldgade er en ny funktion, der automatisk starter en 20 sekunders nedtælling, når du går i gang med at vaske hænder. Funktionen skal anspore til, at du gør det grundigt og dermed får elimineret eventuel virus.

Du bliver belønnet med et Well done! hvis du bruger alle sekunderne ved håndvasken.

EKG på håndledet

Apple Watch har siden Series 4 versionen været i stand til at lave en bærbar EKG-måling, og funktionen er videreført med tekniske forbedringer i Series 6.

Ved at sætte en finger på urskiven kan du få foretaget en måling, som tidligere krævede besøg på en lægeklinik.

Det kan angiveligt afsløre, om du har tilstanden Afib (atrieflimren), som er uregelmæssig hjerterytme. Ifølge Apple er funktionen testet blandt 2000 deltagere, hvoraf 15% tidligere var diagnosticeret med AFib.

Translate