Ava er godkendt af amerikanske FDA (US Food and Drug Administration) og CE-godkendt af European Medical Device Regulation (MDR) , skriver netmediet Femtech.live
Trackeren hjælper frugtbare kvinder med at definere deres fertilitetsvindue, som er de seks dage hver måned, hvor chancen for at blive gravid er størst. Ifølge producenten kan trackeren indkredse de fem af dagene.
Måler om natten
Ava er en wearable, der sidder på håndleddet. Kvinden har Ava på om natten og synkroniserer om morgenen målingerne med en app, der giver hende en status på fertilitetstilstanden.
Ava indhenter blandt andet data om kvindens temperatur, som falder lidt efter menstruation og stiger lige efter ægløsningen.
Derudover bygger den på målinger af HRV ( variation i intervaller mellem hjerteslag), hvilepuls og åndedrag.
Kliniske tests
For at få godkendelse fra FDA har Ava indsendt resultaterne fra flere kliniske tests, skriver Femtech.live
Forsøgene har vist, at Ava Fertility Tracker kan forudsige ægløsningsdagen i en kvindes cyklus lige så godt som en urintest. Ava Fertility Tracker har desuden påvist betydeligt flere temperaturskift efter ægløsning end temperaturbaserede produkter.
Ava blev stiftet i Schweiz i 2014 og åbnede i 2016 kontor i San Fransisco i USA. Virksomheden mål er “at levere datadrevet og videnskabeligt bevist indsigt i alle faser af kvinders reproduktive liv.”
De amerikanske og europæiske myndigheder godkendte trackeren i starten af 2021.
Dit svar