Design et smartwatch i din egen stil

Er du mere til individuelle løsninger end standard-wearables? Nu kan dit smartwatch blive tilpasset din personlige smag.

Apple Design

Flere af de større wearables-producenter har spottet behovet for personaliserede smartwatches og fitnesstrackere og har på udvalgte modeller indført en design-funktion, der giver brugeren større valgmuligheder.

Derfor kan du nu – før du klikker ’tilføj til indkøbskurv’ – scrolle igennem materialer, features og farver til din nye device.

Desværre kan du ikke se, hvilke ure der er mest miljøvenlige eller f ex om remmene er allergitestede. Wearablesproducenter er generelt bagefter andre brancher, når det gælder information om bæredygtighed og materialer.

Til gengæld kan du være klimabevidst ved at vælge en device i en solcelle-version, som kan lade smartwatchet op med sollys.

Anmeldelse: Fitbit Charge 5 kan blive en favorit

Metal og farver

To af de mærker, som er længst fremme i skoene med personligt design, er Garmin og Apple.

Garmin har i sin onlinebutik føjet sloganet “Your watch – your way” til de modeller, som kan personaliseres.

Apples tilbud finder du inde i Apple Watch Studio, som giver et overflødighedshorn af muligheder for at ramme din smag.

For begge producenter forløber processen sådan her:

  1. Du starter med at vælge størrelse på urkassen eller evt om uret skal være soldrevet
  2. Derefter kommer valg af den metaltype, som urkassen skal være lavet i
  3. Så vælger du rem ud fra en visualisering af, hvordan urkassen og remmen passer sammen.
  4. Til sidst bliver du præsenteret for det ur, som du selv har sammensat
  5. Hos Apple er slutter du af med at måle dit håndled med en målestrimmel, der kan printes ud

Du skal være opmærksom på, at du ikke kan returnere eller bytte uret, fordi det er lavet specielt til dig. Du kan heller ikke gøre brug af selvdesign i almindelige gadget-butikker, som kun sælger modellerne i standardudgaver. De individuelt designede ure sælges kun online.

Urskiver fra appen

Ikke alle wearables producenter er kommet med på selvdesign holdet – endnu. Til gengæld tilbyder de fleste valgmuligheder, når det gælder urskiven og valg af ikoner på urets front.

Fitbit Charge 5 tilbyder blandt andet disse clockfaces.

På de fleste devices går man ind i den tilhørende apps for at vælge sin urskive. Derfor synkroniserer appen designet over på uret eller fitnesstrackeren.

Som regel er der stor variation i udtrykket, der spænder fra stramme, klassiske udtryk til vild pop-art i krasse farver og larmende grafik.

Garmin tilbyder via sin Connect IQ app adgang til en del løsninger fra eksterne udviklere. Her kan man downloade designs, som er præinstalleret i appen.

Er du meget kreativ og lidt nørdet, og bruger du et Samsung smartwatch, kan du importere et design, du selv har skabt i et billedbehandlingsprogram.

Smykke-ure

For de virkelig design-interesserede kan de såkaldte hybridure måske være den bedste mulighed. Hybridure er skabt af traditionelle urproducenter, som ofte har mere forstand på design og stil end tech-udviklere.

Danske Skagen Ure, som er opkøbt af amerikanske Fossil, laver smukke eksempler på smartwatches med både elegance og tech.

Smarte ure med bling-bling

I den dyre ende har Hermés, Louis Vuitton og Michael Kors har også bevæget sig ind i wearables verdenen med gode bud på stilfulde smartwatches.

Endelig er det værd at fremhæve franske Withings, som både byder på vellykket design og imponerende features og som prismæssigt konkurrerer med de dyrere brands.

Translate »