Gymnasieelever diskuterer data fra wearable tech

Data indsamlet af wearables og apps kan give bedre sundhed og livskvalitet. Men selvmonitorering betyder også risiko for overvågning og misbrug. Dilemmaet er torsdag til debat blandt gymnasieelever i hele landet.

Garmin Vivoactive
Foto: Garmin

De oplysninger, vi indsamler via aktivitetstrackere, smartwatches og apps, rummer en række potentialer inden for forskning og behandling. Men det kan også betyde, at tredjeparter får adgang til oplysningerne.

Arbejdsgivere kan få at vide, om vi er stressede, lever usundt eller sover for lidt. Og forsikringsselskaber kan få adgang til data, der viser, om vi lever fornuftigt eller ikke, før de sætter forsikringspræmien.

Det er nogle af spørgsmålene, som gymnasieelever debatterer, når de møder forskere og medlemmer fra Det Etiske Råd til debat om data registeret via smartphones og wearables.  Arrangementet finder sted på Greve Gymnasium og livestreames til andre gymnasier i forbindelse med Forskningens Døgn, fremgår det af en pressemeddelelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) understreger, at det er vigtigt, at vi forholder os til de etiske problemstillinger, der kan være forbundet med ny teknologi:

Især unge vil gerne dele sundhedsdata

“På den ene side rummer fremtidens teknologier et væld af potentiale, som kan gøre vores liv bedre på mange måder. Vi kan få bedre behandling, sundere livsstil for bare at nævne nogle. På den anden side har vi brug for at drøfte de etiske dilemmaer, der følger. Hvordan sørger vi for, at teknologien bruges i den gode sags tjeneste? Og hvem bedømmer, hvornår det er en god sag, og hvornår det krænker vores frihed? Det er vigtigt, at vi tager de diskussioner i et åbent rum,” siger Søren Pind.

Udover Søren Pind deltager

  • Karen Klint, formand for Folketingets Udvalg vedr. Det Etiske Råd
  • Gorm Greisen, formand for Det Etiske Råd,
  • Professor Bente Stallknecht
  • Casper Wichmann, koordinator for thinkchina.dk
  • Signild Vallgårda, professor og medlem af Det Etiske Råd

i debatarrangementet.

TechTruster dækker eventen, som finder sted i forbindelse med Forskningens Døgn. 

Translate