Skip to main content
Socialfobi behandles med VR-briller

Svøm med delfiner i Virtual Reality

Foto: Oculus

Tag et sæt VR-briller på og bliv bedre til at håndtere din socialfobi, lyder tilbuddet til mennesker med social angst. "Vi vil i kontakt med dem, der ikke opsøger behandling og risikerer at blive isolerede," siger forsker bag forsøget.

 

"Hvad tænker de andre om mig?" Kører det spørgsmål konstant i hovedet på dig? Måske så meget, at du undgår situationer med mange mennesker?

 

Sådan indleder Psykiatrien i Region Syddanmark sin invitation til en ny behandling i Virtual Reality henvendt til borgere med socialfobi.

 

Mange opfatter social angst som generthed, forklarer psykolog og projektleder Lars Clemmensen, Psykiatrien i Region Syddanmark.

 

”Kun en trediedel af dem, der lider af socialfobi, opsøger behandling. Det kan skyldes, at selve terapisituationen indeholder mange af de elemeter, som individer med social fobi frygter allermest.

 

Man starter måske med ikke at komme på arbejde, så dropper man at se sine venner, og til sidst ender man med at sidde alene derhjemme," fortæller han.

 

VR-teknologien kan være en genvej til at komme i kontakt med denne gruppe.

 

"VR virker mindre skræmmende end traditionelle behandlingstilbud, og situationerne kan gennemspilles igen og igen," forklarer Lars Clemmensen.

 

Tre forløb

Region Syddanmark er i fuld gang med at rekruttere deltagere til forsøget, der er bygget op omkring tre forskellige behandlingsforløb.

 

I det første bliver deltagerne eksponeret for angstfremkaldende situationer i det virkelige liv i kombination med behandlingsformen kognitiv terapi.

 

I det andet sker eksponeringen igennem VR-briller, hvor man i virtuelle forløb kan lære at håndtere de situationer, man frygter.

 

I det tredje forløb handler VR-forløbet ikke om angst men om at opnå indre ro. Her skal deltagere for eksempel svømme med delfiner i en virtuel verden.

 

Forsøget i Region Syddanmark skal vise, om VR virker bedre eller lige så godt som traditionel behandling.
 

Undersøgelsen afsluttes i sommeren 2021. Antallet af deltagere forventes at blive 90.

 

Teknologien bag forsøget er headsettet Oculus Go.