Midday app hjælper med at håndtere overgangsalderen

Midday kan integreres med en wearable og skaber overblik over din menopause ved hjælp af sensorer og algoritmer. Sundhedsdata bliver beskyttet og krypteret, forsikrer producenten overfor TechTruster.

Midday app Fitbit
Appen kan integreres med en wearable. Foto: Fitbit

Appen kortlægger, hvordan du oplever overgangsalderen fysisk og psykisk og giver dig personlige tips til at håndtere den.

Bag Midday står virksomheden Lisa Health, der skaber teknologiske løsninger til overgangsalder og sund aldring.

Løsningen kan integreres med Fitbits wearables, så du får tips og vejledninger helt ud på håndleddet.

Griber ind i arbejdslivet

Midday skal afbøde de store gener, som mange kvinder oplever i overgangsalderen. Det fortæller Lisa Healths medstifter og administrerende direktør, Ann Garnier.

“Som senior leder indenfor sundhedsteknologi har jeg på egen hånd oplevet, hvor belastende overgangsalderen kan være. Jeg blev klar over, at generne potentielt kunne afspore min karriere og personlige forhold,” siger hun i en pressemeddelelse.

1,2 mia i overgangsalder

I 2030 forventes antallet af kvinder i overgangsalderen og postmenopausen globalt at stige til 1,2 milliarder. Antallet vokser ifølge Midday med 47 millioner hvert år.

Mere end 75 procent vil opleve generende symptomer som hedeture, der varer syv til ni år i gennemsnit og for nogle kvinder endnu længere.

“Få læger uddannet i at rådgive om overgangsalderen. Det efterlader et stort hul i behandlingssystemet for kvinder, der søger viden og støtte. Midday opfylder dette behov ved at møde kvinder i overgangsalderen, hvor de er, og når de har mest brug for det,” siger selskabet.

Tech kan hjælpe dig i overgangsalderen

Datasikkerhed

Midday registrerer masser af følsomme sundhedsdata, og netop manglende datasikkerhed ved femtechløsninger vækker stigende bekymring hos mange brugere.

Privatliv og wearables – muligheder og etiske udfordringer ved at tracke intime data

Vi har spurgt Midday, hvordan appen er sikret mod misbrug . I et e-mailsvar til TechTruster forsikrer virksomheden om, at databeskyttelse bliver taget alvorligt.

“Vi anvender en række tekniske, organisatoriske og fysiske sikkerhedsforanstaltninger designet til at beskytte personlige oplysninger. Der er dog en sikkerhedsrisiko forbundet med alle internet- og informationsteknologier,” skriver Chelsea Leibow fra firmaets kommunikationsafdeling og fortsætter:

“Appen er designet i overensstemmelse med HIPAA-standarder, vi krypterer brugerdata under transport og hvile, og vi har yderligere forbedret brugersikkerheden ved at implementere 2-faktor autentificering.”

Tilslutning af en wearable til en Midday-konto er valgfri, og brugeren kan administrere og tilbagekalde datadelingstilladelser til enhver tid. Midday sælger ikke brugernes data, og en bruger kan til enhver tid slette sin konto ved at gå til området Indstillinger i appen.

Læs Middays datasikkershedpolitik her

Flere investorer

Lisa Health har rejst 2,5 millioner dollars blandt amerikanske investorer for at kunne lancere Midday. Blandt investorerne er Radical Ventures, der fokuserer på kunstig intelligens, SRI International og Broadway Angels.

Midday har desuden et samarbejde med den private amerikanske sundhedstjeneste Mayo Clinic, der også er investor i Lisa Health.

Lisa Health blev grundlagt af CEO, Ann Garnier og Chief Scientific Officer, Massimiliano de Zambotti, Ph.D.

Translate