Oura Ring får konkurrence

Movano og Circular hedder to smarte ringe, der ligesom Oura vil give brugeren indsigt i stedet for bare tal og grafer. Begge har øjnene rettet mod kvindelige brugere.

Circular Ring
Foto: Circular.

De to ringe lanceres i kølvandet af fremgangen for Oura Ring, som er en af de mere avancerede wearables på markedet, især når det gælder søvn-monitorering.

Circular og Movano blev fremvist på årets techmesse CES i Las Vegas i starten af januar 2022.

Dataindsamling til nyt niveau

Circular og Movano rummer ligesom andre wearables en lang række sensorer, der måler alt fra hjerterytme til blodets iltmætning, puls, åndedræt og temperatur. Men begge ringe tager data-indsamlingen til et nyt niveau med personlige anbefalinger til ændret livsstil og søvnvaner.

Et stadigt stigende antal komplicerede features i wearables har nemlig fået producenterne af de nye smarte ringe til at tilbyde brugerne et overblik over, hvordan de skal omsætte de mange data til handlinger og brugbar viden.

Det sker ved hjælp af algoritmer og machine-learning, som er en basal form for kunstig intelligens.

Anmeldelse: 5 måneder med Oura Ring

Hey – jeg er Kira

Foto: Circular

Circular er af få europæiske spillere på wearables markedet og langt fremme i udviklingen af sin smarte ring, som snart kan forudbestilles via producentens hjemmeside. Ringen vejer fire gram og har fire dages batteritid.

Den mest overraskende nye feature i den er en slags kunstig intelligens, Kira, der samkører data indsamlet fra ringens sensorer. Kira kommer med personlige anbefalinger baseret på blandt andet data om søvn og aktivitet.

Når brugeren sætter ringen på fingeren første gang, starter en 14-dages kalibreringsperiode. I denne periode etablerer ringen brugerens basale sundhedsparametre. De danner grundlag for Kiras anbefalinger om at foretage sunde ændringer i sit liv.

Du har ikke sovet nok i forhold til de mål, du har sat dig. Du har kun sovet 6 timer per nat og ikke 8. Det er 3 uge i træk, hvor du sover for lidt. Prøv at gå i seng lidt tidligere, kunne være en af de beskeder, som brugeren møder, når hun åbner Circular appen på sin smartphone.

Fra data til handling

Circular skal imødekomme brugernes behov for at omsætte data til handlinger ved at tilbyde dem konkret rådgivning, forklarer CEO Amaury Kosman.

Mange wearables passer ikke til brugernes reelle behov, for ikke at nævne manglen på personalisering. Brugerne får rådata uden at vide, hvordan de skal bruge dem.

Amaury Kosman, CEO for Circular.

Circular vil koste godt DKK 2000, når den kommer på markedet men er lidt billigere i forudbestillingsperioden.

Personlig feedback

Også Movana Ring, der er udviklet til specielt kvinder, slår sig op på at levere personlig feedback baseret på den enkelte brugers data.

Ringen hjælper dig med at skabe sammenhæng mellem årsag og virkning og forstå sammenhængen mellem, hvordan du har det og forskellige områder af dit helbred, herunder aktivitet og søvn, hedder det i en pressemeddelelse fra virksomheden.

Vores app noterer din krops signaler og transformerer dem til indsigt. Den dykker dybt ned i grafer, diagrammer og procenter for at give tilgængelig, brugbar information.

John Mastrototaro, CEO for Movano

Movano arbejder på at blive godkendt af den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA, så ringen løbende kan levere også medicinske data til brugere. Målet er, at data skal kunne bruges af læger og andre sundhedsprofessionelle.

Movano lanceres i en beta-version i slutningen af 2022.

Translate