Consumer Electronics Show, der normalt finder sted i starten af januar i Las Vegas, er på grund af corona pandemien for første gang en ren online event. Programmet en del mere skrabet end det overflødighedshorn som arrangøren, CTA (Consumer Technology Association) plejer at præsentere.
Messen accepterer kun besøgende fra tech-industrien, udstillere og mediefolk, så man skal indsende forskellige former for akkreditiver for at kunne få et link til oplæg og debatter.
TechTruster dækker CES 2021 med særligt fokus på wearables og digital sundhed.
TechTruster har mødt servicerobotten Benebot på en tidligere CES-messe.
Corona på programmet
Messen foregår digitalt fra den 11. til den 14. januar 2021. Der står corona på en stor del af programmet, som ser på pandemiens konsekvenser for teknologi-udvikling og forretning.
“Covid-19 State of the Union” er den slagkraftige titel på en gennemgang af den seneste udvikling indenfor vaccine-teknologi. Andre corona relaterede emner er techløsninger i vores nye fjernarbejdsplads, hjemmet.
Forbrugernes ændrede online shoppe-vaner under pandemien er i fokus i et oplæg om “The New Shopper”.
Digital sundhed
Telemedicin og fjernmonitorering er naturligt blevet en af højdespringerne indenfor digital sundhed i et tid, hvor det at undgå øget smitte på hospitalerne både blandt patienter og ansatte er en stor udfordring.
283 virksomheder udstiller virtuelt produkter indenfor kategorien wearables og 695 indenfor digital sundhed.
Det nye klasseværelse
Også corona-pandemiens konsekvenser for uddannelse og undervisning er på dagsordenen i programmets indslag om fjernundervisning i en tid med lockdowns og hjemsendelser.
“Det store pandemi-eksperiment med at fjernundervise elever lærte os meget om, hvad der fungerede, og hvad vi skal gøre nu,” lyder optakten til en session om fremtidens klasseværelse.
Ellers kommer programmet pænt rundt i alle de kendte kategorier: Smart Homes, AI, selvkørende biler, droner og data.
CES havde i 2020 godt 170.000 deltagere fordelt med 110.000 fra USA og 60.000 fra resten af verden.
Opdateret 4/1 2021
Dit svar