Virtual Reality giver autistiske børn mod til at tage bussen

Virtual Reality kan være en genvej til selvtillid og selvstændighed hos autistiske børn, viser et projekt fra Rødovre kommune. Kommunen har indgået en samarbejdsaftale med Bosch, som har udviklet VR-løsningen.

VR projekt lærer børn at tage bussen
Efter VR-træning klarede alle fem børn at gennemføre en busrute med fem stop. Foto: Rødovre kommune

At tage offentlig transport i skole kan være en udfordring, hvis man lider af autisme eller ADHD. Børnene har svært ved at overskue deres hverdag og har ikke troen på, at de selv kan komme rundt med bus og tog.

Men nu er der håb forude. Det viser et projekt, som Rødovre Kommunes afdeling for velfærdsteknologi har gennemført i samarbejde med den tyske virksomheds Bosch’ datterselskab i Indien, Bosch Engineering and Business Solutions.

Ved at opbygge virtuelle miljøer og lade skoleelever gennemspille en bustur gennem et sæt VR-briller er det lykkedes at få en gruppe testpersoner til at overkomme deres angst.

“Fedt at smadre den her bil”

Stor motivation

For hovedarkitekten bag ideen, programleder Sune Sloth fra Rødovre Kommunes afdeling for velfærdsteknologi, har resultatet været ikke mindre end overvældende.

“Vi startede med at bygge et Minimum Viable Product (en slags prototype, red.) og troede, at vi var i gang med første trin i en længere proces. Men børnene var utrolig motiverede. De tog kæmpe skridt fremad og fik hurtigt større selvstændighed og bedre livskvalitet,” siger han.

Svøm med delfiner i Virtual Reality

Før forsøget havde ingen af de fem børn taget offentlig transport alene. Efter træning i VR-simulation klarede alle fem uden assistance at gennemføre en busrute med fem stop undervejs.

Det var bevægende, at se børnene selv tage bussen for første gang og at høre dem sige, at de også kunne besøge deres farmor eller tage i Tivoli.

Sune Sloth, programleder, Rødovre kommune.

Også projektleder Ann Rasmussen, tidligere Københavns Professionshøjskole, nu Københavns Universitets IT-afdeling, og den tekniske ekspert på projektet, Srinivasulu Nasam, kalder forsøget et succes.

Deltagerne i projektet var så gode til at mestre spillet, at udviklerne hurtigt måtte konstruere et ekstra svært niveau, hvor børnene gennemførte turen i ren simulation uden hjælpefunktioner.

“Det var der ingen af eksperterne, der havde troet på. Børnene var motoren i fremdriften af projektet,” fortæller Sune Sloth.

Research i Nintendo

Bag projektets valg af teknologi ligger Sune Sloths egen glæde ved computerspil som Nintendo, som han har dyrket gennem mange år. VR-simulationen bygger nemlig på det mix af udfordringer og belønninger, som ethvert online spil benytter sig af.

Børnene i forsøget var allerede fortrolige med gaming, så det gjaldt om at få den nye software til at bygge videre på spiluniverset.

Vi tilføjede et nyt element til den teknologi, som børnene mestrede fra deres private liv og designede en app som skulle motivere dem til at flytte deres færdigheder fra VR ud i det virkelige liv, forklarer Ann Rasmussen.

Nu skal lærere og pædagoger bygge videre på den selvtillid, børnene har opnået, så de kan bruge den videre i livet, f ex når de skal flytte hjemmefra og klare sig selv alene eller i bofællesskaber, understreger hun.

Samarbejdsaftale

Rødovre Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Bosch om at videreudvikle løsningen, så flere børn og andre grupper i kommunen kan få glæde af VR-teknologien.

På længere sigt skal systemet gøres så fleksibelt, at man hurtigt kan omkode VR-spillene til andre former for transport, f ex Metro-ture. Ambitionen er også, at teknologien skal kunne tilpasses den enkelte brugers særlige behov.

Teamet bag projektet omfattede lærere og eksperter inden for autisme, VR, designtænkning, UX og softwareteknikere. Deltagerne var medarbejdere fra Rødovre Kommune, Københavns Professionshøjskole og Bosch. Produktet blev udviklet i sprint over cirka seks måneder som et Minimum Viable Product (MVP).
Teknologi: Oculus Quest 2.

Kilder:

Building self esteem one step at a time

VR hjælper unge med at tage bussen

Oversæt