Whoop er seneste tracker i Corona-opsporingen

Whoop, der blandt andet bruges af amerikanske basketballspillere, samarbejder med et australsk universitet om at bruge fitnessarmbåndets åndedrætstracker som advarselslampe til potentielt smittede.
Wearables bruges i coronaopsporingen
Foto: Whoop

Endnu en wearable-producent melder sig nu på banen i forbindelse med Corona-krisen. Whoop, der blandt andet bruges af amerikanske baseballspillere, samarbejder med forskere om at anvende fitnessarmbåndet som advarselslampe hos potentielt smittede.


Ligesom den finske Oura Ring, som TechTruster har omtalt her, er forsøget med Whoop rettet mod tidlig opsporing hos Corona-patienter, som endnu ikke viser klare tegn på at være smittet med virus.

Frekvens i åndedrættet

Whoop-trackeren og den medfølgende app måler som et af de eneste fitnessarmbånd brugerens åndedræt (antallet af vejrtrækninger per minut). Det bruges af især af atleter i USA.

Vi mener, at en mærkbar stigning i respirationsfrekvens er en målbar forløber for COVID-19-symptomer baseret på individuelle tilfælde, som vi har set i vores data. WHOOP-data kan muligvis hjælpe med at identificere coronavirus i inkubationsperioden,” siger Will Ahmed, Whoops administrerende direktør.

Den amerikanske wearable er udviklet i Boston. Brugeren køber ikke selve trackeren men får den udleveret i forbindelse med et abonnement.

Brugerne leverer data

Whoop har annonceret et partnerskab med Cleveland Clinic i USA og Central Queensland University i Australien. Forskere vil ifølge en pressemeddelelse undersøge den mulige “forbindelse mellem ændringer i respirationsfrekvens og COVID-19 symptomer” baseret på data indsamlet “fra hundreder af selvidentificerede COVID-19 sager blandt Whoop-medlemmer.”

Der er endnu ingen dokumenterede resultater fra Corona-forsøget, og fitnessarmbåndet er ikke godkendt medicinsk udstyr. Udgangspunktet for både Oura’s og Whoops forsøg med data fra wearables bygger på enkelte brugercases, der har skabt forventninger om, at man kan bruge selvmonitorering til tidlig opsporing af sygdommen.

Tjek Whoops politik om datasikkerhed