Garvet smartwatchbruger giver råd til erfarne og begyndere


Jung-mee Mallan har deltaget i fem halvmaraton. Hun bruger programmerne i sit Garmin Fenix 5S Plus i træningen op til de lange løb.

Jung-mee Mallan har løbet halvmaraton i både København og Berlin. Her er hun ved Eremitageløbet i 2021. Privatfoto.

Løbeskoene er altid med på ferie i såvel bjergrige egne i bl.a. Frankrig og Italien og i flade egne som Key West i Florida og New Yorks Central Park. Løbetræningen har hun suppleret med spinning og mountainbiking i de mange smukke, bakkede naturområder omkring Silkeborg.

Jung-mee Mallan (49) har løbet på alt fra mudrede og stejle skovstier med runners.dk til fem halvmaraton, bl.a. et over Storebæltsbroen og to i Berlin.

Hendes første smartwatch var et Garmin Forerunner 305, som kom på markedet for 15 år siden. For tre år siden købte hun et Garmin Fenix 5S Plus.

”Og der er godt nok sket meget med smartwatches siden da. De to ure kan næsten ikke sammenlignes”, siger Jung-mee til TechTruster.

Derfor Garmin Fenix 5S Plus

”Jeg valgte Fenix 5S Plus, fordi jeg gerne ville have et ur, der har et kort i og som kan lave løberuter – funktioner, som fx Garmin Forerunner 305 ikke har”, siger Jung-mee Mallan.

En anden faktor var, at hun havde hørt, at Fenix 5S Plus kan sammenregne højdemeter bedre end andre smartwatches. Det er især brugbart, når man tit løber i bakkede områder.

”Det var også godt at bruge til triatlon”, tilføjer Jung-mee.

Endelig er S-modellerne lidt mere feminine – eller i hvert fald lidt mindre – end de andre mere bastante og maskuline modeller.

Lav dit eget træningsprogram

De funktioner, hun bruger mest, når hun varmer op til et længere løb som halvmaraton, er, at du med Garmin Fenix 5S Plus kan lave dit eget træningsprogram via Garmin connect-app’en til uret. Du kan også vælge nogle færdiglavede træningsprogrammer med virtuelle coaches.

”Du kan sætte det op til at lave en lang tur, træne tempo eller løbe efter en bestemt puls, fx min 10 minutters opvarmning og intervaltræning.

Så bipper uret, når du fx har løbet 800 meter eller fx har løbet i to minutter, eller hvilken tid du nu har indstillet træningen til.

Jeg vælger fx et træningsprogram, der indeholder fem gange hurtigt løb efterfulgt af 15 minutters almindeligt løb og fem minutters cool down,” fortæller Jung-mee. Hun brugte fitness-magasinet I Forms træningsprogrammer til at varme op til sine første halvmaratons.

Mest brugte funktioner

Udover oplagte funktioner som at modtage sms’er, kalenderpåmindelser og telefonopkald, bruger Jung-mee mest mål af fysisk aktivitet såsom løb, musik og kort.

Anmeldelse: Garmin Lily har et væld af muligheder:

”Det er rart, hvis du løber et nyt sted, at du kan markere på kortet, hvor du er, når du starter. Så kan du finde tilbage til, hvor du startede, hvis du farer vild.

Du kan også lave din egen rute, hvor du fx indstiller det antal kilometer, du vil løbe, men det har jeg kun brugt én gang,” siger Jung-mee, der efterhånden kender sine ruter i de forskellige skove og områder omkring Silkeborg.

Kortet på telefonen er i sagens natur noget småt. Derfor bruger Jung-mee mest kortet på sin mobiltelefon til at orientere sig. Den har hun som regel stadig med, når hun løber.

”Det sjove ved kort-funktionen er, at du kan dele en løbe- eller cykelrute-GPX-fil med en ven. Så kan man enten følge ruten sammen eller hver for sig og sammenligne erfaringer bagefter,” fortæller Jung-mee.

Delefunktionen kan dog, så vidt Jung-mee ved, ikke aktiveres direkte på uret men kun fra computer eller smartphone.

Mindre brugte funktioner

Kreditkort-funktionen findes i flere smartwatches, og Jung-mee har da også oprettet sit betalingskort i sit smartwatch, men hun har ikke brugt uret til at betale med endnu.

Menstruationstrackeren har hun brugt lidt, men med den alder hun har, bliver den stadig mindre relevant. Hun bruger slet ikke stress-måleren eller hjerterytme-funktionen, da hun ikke føler sig specielt stresset i hverdagen og ikke finder de funktioner motiverende eller relevante for hendes træning.

Måske lidt overraskende har Jung-mee ikke aktiveret påmindelser for at gå 250 skridt i timen. ”Det motiverer mig ikke,” siger Jung-mee, der har et relativt stillesiddende arbejde og derfor kun når op på 10.000 skridt om dagen, hvis hun løber mindst fem km samme dag.

”Gennemsnitligt går jeg 8-9000 skridt om dagen. Normalt motiverer det mig kun at nå op på de 10.000 skridt eller mere, hvis jeg er med i en skridttæller konkurrence. Men hvis jeg kun mangler fx 200 skridt for at nå de 10.000 skridt, sørger jeg som regel for lige at tage de sidste skridt,” fortæller Jung-mee.

Køb efter dit behov

Jung-mee er glad for sit Garmin Fenix 5S Plus men vil ikke nødvendigvis anbefale det til en førstegangsbruger.

”Det kommer an på, hvad du vil bruge af penge og af dit behov. Er du begynder, kan du få mange gode og billigere ure, som bare måler skridt og løbeture. Mit ur er nok mere til øvede motionsudøvere, som tidligere har haft et smartwatch,” vurderer Jung-mee.

Fx er der stor forskel på, hvilke funktioner du får i et Vivofit og et Fenixur.

”Du kan godt nok mærke forskel på, hvad de to ure tilbyder, alt efter hvor meget sport du dyrker, og hvor mange detaljer du vil have. Garmin Forerunner 305 eller Vivofit har ikke kort og kortrutedanner på, og de funktioner, synes jeg, det er fedt at have,” siger Jung-mee.

Omvendt synes hun ikke, at det lyder, som om man får så meget mere for pengene ved at vælge et Fenix 6 frem for et Fenix 5.

”Jeg ser ingen videre forskel på de to ure, så det lyder for mig ikke, som om det er pengene værd at gå op i en Fenix 6,” lyder vurderingen fra den garvede løber, som så småt er i gang med at træne op til et triatlon.

Kritikpunkter

En ting, der muligvis gælder for mange smartwatches, og som irriterer Jung-mee, er, at man ikke kan sætte to ture sammen til en, hvis man ved et uheld er kommet til at slukke for turen.

”Så står du måske med en tur på to km og en tur umiddelbart efter på otte km, og så er det sværere at se, hvad din samlede score ville have været, hvis de to ture var regnet for en tur, som det jo rent faktisk var”, forklarer Jung-mee.

Hun kunne også godt tænke sig, at batterierne kunne holde en uge, selv efter man har brugt det til flere aktiviteter. Jung-mee lader sit ur op hver anden til tredje dag og altid dagen før en lang tur.

Et andet punkt er udseendet. Jung-mee har en stærk sans for stil, både når det gælder påklædning, indretning og flotte kager, ja endda imponerende hjemmelavede chokolader.

”De seriøse ure er svære at lave små og smarte. Enten må man købe et pænt hverdagsur eller et professionelt sportsur”, slutter Jung-mee, der jo så valgte funktion over form, når det gælder smartwatches.

Translate